Forstå din hund

Sæt dig ind i hundens tankegang og perspektiv

Sådan tænker og føler din hund

Det første og vigtigste skridt til at opbygge et stærkt og sundt forhold til din hund er at forstå, hvordan den tænker, føler og lærer. Det er utroligt at tænke på, hvor meget tid vi tilbringer med vores hunde, og alligevel hvor lidt vi ofte forstår af hundens perspektiv.

Hunde opfatter synsindtryk, lyde og lugte på deres egen måde, og de har også deres egne unikke måder at udtrykke behov og kommunikere følelser på. Følelser hos en hund er ikke som de følelser, vi mennesker betegner som kærlighed. Følelser hos en hund bygger på, hvad der kan betale sig for den. En hund gør kun det, der kan betale sig.

Hunde er pattedyr ligesom os mennesker. Alligevel opdager forskere stadig nye fakta om hundes sanser, og hvordan deres hørelse, lugtesans, smag, berøring og syn adskiller sig fra vores. Forskere har for eksempel fundet ud af, at hunde ser et andet farvespektrum end vi gør. Hunde har også et langt større antal duftreceptorer med specialiserede lugteorganer i næsen, der giver dem en klar fordel, når det kommer til at opfange lugte.

Med deres unikke sanseinput og ved at leve meget tættere på jorden end vi gør – ser og oplever hunde verden på deres helt egen måde. Forestil dig forskellen på at gå i en gågade fyldt med mennesker og være en lille puddelhund mellem alle de menneskeben.
I hverdagen deler vi meget med vores hunde – bolig, mad, opmærksomhed og oplevelser – og vi er heldige at få lov til at lære disse skønne individer at kende. Men hvad mere skal vi forstå om, hvordan disse enestående dyr oplever verden?

Hvalpens perspektiv

En hvalp er født med en række genetiske træk, der slet ikke omfatter det at være en del af en menneskeflok. Uanset race vil den være drevet af jagt og fødesøgning fra det øjeblik, den fødes. En lille nyfødt hvalp er både døv og blind, men alligevel finder den frem til moderens dievorter uden problemer. Den er programmeret til det, og urinstinkter fortæller den præcis, hvad den skal. På samme måde er den lille hvalp også programmeret til at vurdere en ny stimulus ud fra 3 ting, der ligger dybt i reptilhjernen: kæmp, flygt eller frys. Det er vores opgave som hundeejere og trænere at lære hvalpen, at vi altid har dens ryg.

At samvær med os mennesker betyder tryghed og varme. Det betyder ikke, at hvalpen ikke skal opleve på egen hånd – det skal den helt sikkert – men møder den noget, den bliver usikker på, så skal den vide, at den kan stole på, at mennesket kan håndtere situationen. Dette har intet med dominans eller alfa at gøre; det handler bare om at give tryghed i en verden fuld af ukendte ting. Af samme grund arbejder vi med hvalpe ud fra positiv forstærkning og meget minimale korrektioner. Vi skaber trygge rammer ved at rose og belønne det, vi ønsker, og i et meget stort omfang ignorere det, vi ikke ønsker.

Mennesker og hunde oplever forskelligt

Studier med hunde udvikler løbende vores forståelse af vores hundevenner. Den indsigt giver os mulighed for at dykke dybere ned i hundens sind og finde svar på, hvorfor hunde er forbundet så tæt med mennesker. Videnskaben lærer os fortsat meget om, hvordan hunde tænker, hvordan de kommunikerer gennem kropssprog, vokaliseringer og leg, og endda hvilke typer følelser de oplever.

Her er det først og fremmest vigtigt at forstå, at en hund lærer gennem oplevelser og erfaring. Det, der er godt, gentager den med stor sandsynlighed, og det, den oplever som skidt, stopper den helt sikkert med at gentage. Det er det, som vi hos familiehund.dk udnytter ved at arbejde med operant betinget indlæring.

Vi lærer mere og mere om hundes følelsesmæssige univers. At forstå din hunds måde at se verden på og få indsigt i, hvordan dens hjerne fungerer, kan virkelig gøre dig til en bedre hundeejer. At se verden fra din hunds perspektiv vil hjælpe med at fremme kommunikationen og styrke forholdet mellem dig og din hund.

Log ind på familiehund.dk

Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem.

Bliv en del af nyhedsbrevet