Hundens historie kort fortalt

 

Hunde (ulve?) er afbilledet første gang 10 -15000 år f. Kr. - dvs. omkring stenalderen. Det må formodes, at hunden/ulven på dette tidspunkt er tæmmet første gang, og at den da har været brugt til beskyttelse og til jagt.

I Ægypten (4000 f. Kr.) var hunden et helligt dyr, som blev brugt som jagt- og vagthund. Grækere holdt hund med de samme formål og desuden som kæledyr. Også romerne holdt hund, men ud over at anvende hunden som kæledyr, blev hunden her endvidere anvendt som krigshund.

Fremme i middelalderen var hundehold primært forbeholdt de rige og adelige. Ud over at være jagt- og vagthund, fungerede hunden da også som statussymbol.

I det 16. århundrede finder vi første gang en systematiseret opdeling af hunde i tre grupper: jagthunde, brugshunde og selskabshunde. Disse 3 grupper danner antagelig grundlaget for den opdeling af hunderacer, vi benytter i dag.

Det formodes, at hundens "racemæssige" udvikling gennem avl har været nogenlunde således: ulve, spidshunde og molosser. Derefter er fremavlet dogger (robuste hunde med kraftigt hoved) og mynder, der har fungeret som drivende jagthunde, der selv nedlægger byttet. Senere endnu er der fremavlet flere racer - først og fremmest jagt- og brugshundetyper. Udviklingen fortsætter frem til i dag, hvor århundreders avl har givet mennesket en bred vifte af mange forskellige racer.

 

Disse racer bruges i dag til utallige opgaver som for eksempel bevogtning, politiarbejde, eftersøgning, jagt, førerhunde for blinde, servicehunde, redningshunde, narkohunde, bombehunde, væddeløbshunde, hyrdehunde, udstillingshunde og ikke mindst selskabsdyr/familiehunde.

I dag avles der stadig selektivt, dvs. der avles på individer, der har netop de egenskaber, som mennesker har brug for ved den specielle race. Det kan ikke undgås, at nogle af hundens oprindelige og naturlige egenskaber efterhånden forsvinder, hvis ikke der avles med kritisk sans og respekt for det oprindelige dyr. Dette kommenteres nærmere under Dyreetik i hundeavl.

Molos ca. 500 år før Kr.

Græsk hund fra  det sydlige Italien ca. 300 år f. Kr. 

Dogge, Frankrig ca. 16. århundrede