Alene hjemme

Visse problemtyper dukker op gang på gang, og mange hunde har problemer med at være alene hjemme. Fælles for alle alene-hjemme problemer er, at de skyldes angst, savn, utryghed og i enkelte tilfælde kedsomhed. At ødelægge er hundens måde at reagere på, fordi den har det dårligt. Ikke fordi den er ulydig og prøver grænser af. Det skal understreges, at straf derfor er nytteløs; straf kan tilmed forværre problemet. Der skal ændres ting i hundens hverdag, så hunden bliver tryg og kommer til at fungere hensigtsmæssigt.

 

Det er hovedsagelig unge hunde, der har alene hjemme problemer. Oftest fordi der er sket en fejl i træningen med at være alene. I løbet af hundens to første leveår gennemgår hunden forskellige faser. I nogle af disse faser påvirkes hunden af hormonforandringer, og særlig pubertetsfasen - som ligger omkring 7-10 måneders alderen - kan give problemer i forbindelse med, at hunden skal være alene hjemme. Hunden vil som regel starte sin ødelæggelsesadfærd i forbindelse med disse hormon-forandringer eller forandringer i hjemmets daglige rytme, og det er ret almindeligt, at

problemerne først begynder, når hunden er mellem 6 mdr. og 1 år gammel.

Også voksne hunde kan dog pludselig få svært ved at være alene hjemme. En voksen hund kan få alene-hjemme problemer i forbindelse med for eksempel flytning, dødsfald, skilsmisse, rejse, nye arbejdstider eller andet, der pludselig forandrer hverdagen. Hvis en tryg hverdag pludselig ændres, kan nogle hunde pludselig udvikle problemer. Hunden er et vanedyr,og specielt hvis man har en blød eller lidt følsom hund, kan ændringer i hverdagen være nok til, at hunden føler sig usikker. Og denne usikkerhed dæmpes ved, at hunden aktiverer sig selv - typisk på inventaret. En voksen hund der pludselig begynder at ødelægge, bør også undersøges af en dyrlæge. Foruden ændringer i hverdagen har rigtig mange alene-hjemme problemer med voksne hunde nemlig rod i smerte eller fysisk ubehag.

Gamle hunde kan også få alene-hjemme problemer, og det skyldes ofte noget fysisk som tiltagende blindhed, døvhed eller anden manglende orienteringssans. Andre mulige forklaringer kan være nedsat funktion i hundens indre organer eller smerter. Skyldes problemet fysiske defekter, bør man som ansvarlig hundeejer overveje, om aflivning ikke er den mildeste løsning, da hunden reagerer, fordi den enten er bange eller har det dårligt. Her skal vi tænke mere på hunden end på os selv - og det er svært!!!!

Pludseligt opståede alene-hjemme problemer hos gamle hunde skal altid medføre et besøg hos dyrlægen.

En anden hyppig årsag til alene hjemme problemer er, at hunden har adgang til for mange rum. En hund, der er alene, kan ikke overskue et hus på 150 kvadratmeter og bliver derfor usikker. Luk af til en del af huset, og lad hunden gå i to-tre rum. Hunden bør dog aldrig lukkes inde i kun ét enkelt rum, da der så er stor risiko for, at hunden får klaustrofobi. Klaustrofobi er en angst-tilstand, som kan medføre, at hunden for alvor begynde at ødelægge.

Det er bedre at forebygge end at helbrede, og det bedste du kan gøre, er at gøre hvalpen/hunden tryg ved at være alene. Det er et stort arbejde, men det kan betale sig at bruge megen tid på denne træning, hvis du lige har fået en hvalp. Når din hund kan være alene i en time, er de værste forhindringer overstået; det er nemlig inden for den første time, de fleste ødelæggelser foregår. Dog kan du ikke springe fra en til otte timer - tiden skal langsomt øges over en periode.

Læs mere om træning af en hvalp her: Træning i at være alene hjemme i seks trin

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Åhhh!! Hvor jeg savner ham.... Men hans jakke trøster mig lidt.

 

Og her er hans sko. Han er min helt, så jeg bruger lige den, mens han er væk...

 

Hov! Sjovt toiletpapir. Så mange små stykker. Finest!!! Hi, hi, som tiden går godt, når man laver konfetti til nytårsaften......

 

Nu har jeg hentet stolehynder, toiletpapir og sko. Men hvor er min far?

 

Jeg kan ikke lide det her. Hvor er han? Kommer han ikke snart hjem?